Beskrivelse
Forestil dig en verden, hvor brandmænd ikke slukker ildebrande, men starter dem. Hvor de rykker ud for at sætte ild til de få forbudte bøger, der stadig findes. En verden, hvor det at eje et digt eller en roman gør dig til kriminel. Hvor mennesker ikke skal dannes, men underholdes, så de aldrig behøver at tænke for længe over sig selv, deres følelser eller det samfund, de lever i. I 1953 udgav den amerikanske forfatter Ray Bradbury romanen Fahrenheit 451 – en bog, der siden er blevet stående som en af det tyvende århundredes mest berømte dystopier. Titlen henviser til den temperatur, hvor papir angiveligt selvantænder. Men romanen handler om langt mere end bøger.Den handler om massemedier og teknologi. Om frygten for det komplicerede, det tvetydige og det alt for menneskelige. Og om, hvad der sker med et samfund, når mennesker holder op med at læse, diskutere og stille spørgsmål. Lyt med, når vi – efter 123 afsnit af Brændende Bøger – omsider tager fat på den måske mest ikoniske roman om bogafbrændinger og undersøger dens advarsel mod glemsel, ensretning og konformitet, sammen med oversætter og forlægger, Anders Kousholt.