Beskrivelse
Dette afsnit af Bag Forsiden tager afsæt i Ældre Sagens medlemsblad, august 2026. De emner, fra bladet, der denne gang bliver udfoldet med stemmer, refleksioner og nye indsigter, er: Den nye regering: Vi har siden sidst fået ny regering. Og vi dykker ned i et par af de mærkesager, Ældre Sagen vil arbejde for at få opbakning til: En omsorgsgaranti og en kronikerpakke til mennesker med demens. Vicedirektør Michael Teit Nielsen kommer i studiet for at gøre os klogere på Ældre Sagens krav til den nye regering. Bofællesskab på tværs af generationer: Med afsæt i en historie fra Milano, hvor unge studerende og ældre flytter sammen, deltager seniorkonsulent Marlene Rishøj Cordes for at sætte fokus på, hvor stor gavn generationer kan have af hinanden, når vi åbner vores hjem. Lailas Sko: Vi tager på besøg i Esbjerg, hvor 81-årige Laila Christiansen – der i 66 år har solgt sko – lukker den sidste butik og går på pension. Vært er chefredaktør Bente Schmidt, og medvært er denne gang Flemming Østergaard, der er kendt i offentligheden som forretningsmand – men senest har kæmpet for at få mere fokus på demens. Han mistede i april måned sin hustru gennem 60 år, der fik Alzheimers.