Beskrivelse
Denne episode tager os 10 år tilbage - nemlig til år 2016. En tid, hvor alt føltes lidt lettere, indtil det pludselig ikke gjorde længere. Louise går i 8. klasse og har allerede haft en YouTube-kanal i tre år. Hun er kendt som den lidt uskyldige pige, der viser sin MAC-samling frem og deler sine shoppingture med veninderne. Men en dag bliver der delt et billede af hende. Et billede, hvor hun har en cigaret i munden. Og uden at vide det, bliver det starten på et helt nyt kapitel i hendes liv – et kapitel, der ændrer alt, og ikke ligefrem til det bedre. I denne episode fortæller vi historien om tiden, der fulgte. Om at få delt private billeder og videoer uden samtykke, om bagsiden af at vokse op på sociale medier, og om hvordan det var at være ung i 2016, hvor grænserne online var uklare, og konsekvenserne meget virkelige. Vi går tæt på den mobning og chikane, Louise blev udsat for, og sætter ord på de følelser og oplevelser, der fulgte med. Forhåbentlig kan episoden være en øjenåbner for nogle, eller noget man kan spejle sig i for andre. Og måske vigtigst af alt kan den være med til at starte en samtale, vi stadig har brug for at tage. Vi håber I vil lytte med... 💌