Beskrivelse
"Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at bare vi kommer i en elbil, så er alt andet ligegyldigt." Sådan lød tanken hos Søren Østergaard, adm. direktør, og Maria Kirkegaard, projektleder hos Høyrup & Clemmensen, da de faldt over en grøn miljørapport fra Københavns Kommune. Kommunens klimaambition over for elinstallatørerne handlede om én ting: At bilerne skulle være elbiler. Intet om materialerne. Intet om de kabler, føringsveje og komponenter, der reelt udgør størstedelen af klimaaftrykket fra en installation. Den undren satte gang i et projekt, der i dag har taget form som en CO2-beregner, der på få minutter kan estimere klimaaftrykket af en hel elinstallation – og give kunden et reelt valg mellem det billige og det grønne alternativ. Men hvorfor konkurrerer branchen stadig kun på pris? Vi tager snakken om, hvorfor symbolpolitik fylder mere end reel klimadokumentation i udbudsmaterialet. Om hvorfor klimaaftryk burde være lige så naturligt som pris, når et tilbud lander på bordet. Og om hvorfor Høyrup & Clemmensen ikke vil beholde værktøjet for sig selv – men gerne ser det blive til en branchestandard.