Beskrivelse
Arbejde, sved og samlebånd Sommerferien er slut, og Sætlisten er tilbage – hvilket kun kan betyde én ting: nu venter arbejdet igen. Så det er også temaet, da Kasper og Thorbjørn mødes til denne episode. I denne udgave af Sætlisten har Kasper og Thorbjørn kastet sig over hver sit bud på en sang om arbejdslivet – og uden at have aftalt det på forhånd, endte de for føste gang i Sætlistens historie begge med at pege på samme kunstner. Thorbjørn vælger "Factory" fra Bruce Springsteens Darkness on the Edge of Town (1978) – et minimalistisk, næsten monotont nummer om en fabriksarbejders liv, der trækker direkte på Springsteens egen opvækst og hans hørehæmmede far. Snakken kommer omkring industrialiseringens menneskelige omkostninger, socialrealismen i teksten, og hvorfor netop dette nummer stikker ud på et ellers rockende album. Thorbjørn benytter samtidig lejligheden til at skamrose sin anden podcast, Vinylstakken – Bruce Tracks, hvor han sammen med Niklas Bøgh Bonnemose gennemgår hele Springsteens diskografi album for album. Kasper går syv år frem og vælger "Downbound Train" fra Born in the U.S.A. (1985) – en 80'er-poleret fortælling om en mand, der mister både job og kæreste, og som ender med selv at lægge jernbaneskinner til et tog, han aldrig kommer med. Nummeret er samtidig en del af Kaspers egen Springsteen-historie: hans mor købte pladen, da han var 10 år gammel, og den blev Kasper ret fascineret af (måske også på grund af coveret). Derty bliver til en snak om den karakteristiske firser-lyd, stadionrock-æraen og den lidt pudsige detalje, at albummet ikke vandt en Grammy for årets album – den gik i stedet til Lionel Richie. Det bliver altså en uplanlagt Bruce Springsteen-special, og både Kasper og Thorbjørn er enige om, at han fortjener at blive nævnt to gange i samme episode. Som altid er du meget velkommen til at fortælle os, hvad DU ville have valgt. Hvilke sange handler for dig om arbejde? Skriv til os på Sætlistens Facebook-side – og husk, at du kan finde alle sangene fra Sætlisten på vores playliste på Spotify. Værter: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen Redaktion: Kasper Duus og Thorbjørn Hertz Jensen Redigering og teknik: Thorbjørn Hertz Jensen Musik: Kasper Duus