Amatørarkæolog finder Finlands største møntskat fra vikingetiden
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
'BIP, BIP, BIP', sagde det, da amatørarkæologen Kalle Lappinen gik rundt med en metaldetektor i skoven ved sin hjemby Sysmä i det sydlige Finland. Det var sådan, det gik til, da Finlands største vikingeskat bestående af tusindvis af sølvmønter og andre sølvgenstande blev fundet i starten af september i år, skriver New York Times. På nuværende tidspunkt vurderer Lahti-museerne, der forvalter den arkæologiske kulturarv i Sysmä, at der er omkring 4,5 kilo mønter, hvilket er dobbelt så meget som den hidtil største samling af vikingemønter, der blev fundet i 1895 i Nousiainen i det sydlige Finland. Nu planlægger museet at rense, studere og datere sølvskatten mere præcist. Vikingesølvskatten blev fundet pakket ind i resterne af to beholdere, der var lavet af birkebark. De to beholdere lå 12 meter fra hinanden og lå begge begravet omkring 45 centimeter under jordens overflade. "Bevidst skjulte skatte som disse er ret almindelige for denne æra i Finland," fortæller Toni Paukku, arkæolog ved Lahti-museerne, til New York Times. Det skyldes datidens samfundsmæssige uro med stor ustabilitet og eksterne trusler. Men hvorfor denne sølvskat blev begravet, vides fortsat ikke, fortæller Toni Paukku. "Man kan kun sige, at uanset hvem de var, kommer de ikke tilbage for at samle skatten op igen," uddyber han. En anden årsag kunne være datidens religiøse traditioner, hvor man troede, at rigdomme kunne følge med ind i efterlivet. Men ifølge Toni Paukku er der dog bare et problem ved den tese: "Ingen begravelser ser ud til at være forbundet med skatten." En ting er dog sikkert. Hvis ikke det var for amatørarkæologen Kalle Lappinen, var skatten aldrig blevet fundet, fortæller Lahti-museerne.