Farven på udendørslampen gør en stor forskel: Truer insekterne mindre
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Du kender sikkert billedet fra film. En tændt lygtepæl med en sværm af insekter, der summer rundt om den. Men det kan måske ændre sig i fremtiden. Det skriver Phys.org. En række eksperimenter foretaget på seks forskellige banegårde i den tyske Naturpark Westhavelland er endt med en løsning på de lys-søgende insektsværme. Det kunstige lys fra udendørslys er nemlig en af de faktorer, der truer insekterne. Mange insekter som fluer, biller og natsværmere drages af det kunstige lys, hvor de sværmer rundt i flere timer, til de dør af udmattelse, eller bliver distraheret fra vigtige opgaver som at skulle finde mad. Eksperimentet viste sig at være simpelt: når forskerne ændrede på, hvilken slags pære der bruges til udendørs belysning, ændrede også antallet af insekter sig. I studiet, hvor eksperimenterne er beskrevet, har forskerne eksperimenteret med tre forskellige pærer mellem 1.800 - 4.000 K (Kelvin), altså hvor gulligt lyset skal være. Jo lavere tallet er, jo mere gulligt er lyset. En 4.000 K-pære, som du måske allerede kender fra de fleste gadelygter. En 2.000 K-højtryksnatriumpære, som blev brugt i tidligere gadelygter og giver et mere gulligt skær. En 1.800 K-pære, der giver et lys, som minder om stearinlys. Selvom den stadig gør skade på insekterne, var det 1.800 K-pæren, der var absolut bedst for insekterne. Antallet af insekter i pærens skær faldt med 39 til 51 procent. Forskerne noterer sig dog, at intet lys stadig er langt bedre end noget lys, når det kommer til insekterne. Studiet er udgivet i tidsskriftet Biological Conservation.