Hunde forstår tonen i din stemme - også når ordene ikke giver mening
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Kan din hund forstå dig, selv når du ikke bruger rigtige ord? I et nyt studie måtte hundeejere hverken sige 'kom', 'nej' eller 'gå derhen'. De måtte kun gentage en bestemt vrøvlelyd med forskelligt tonefald. Alligevel forstod hundene ofte 'kommandoen'. Det skriver Eötvös Loránd University på baggrund af et nyt studie, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cognition. I studiet ville forskere fra universitetets 'Department of Ethology' undersøge, om mennesker kan give hunde simple beskeder uden at bruge ord. Etologi er den biologiske og naturvidenskabelige lære om dyrs adfærd. Forskerne bad hundeejere gemme sig bag en skærm, så hundene ikke kunne se dem. Derefter skulle ejerne gentage den meningsløse lyd 'bü' med forskellige tonefald. De måtte altså ikke sige rigtige kommandoer, men skulle forsøge at få fire beskeder til at blive forståelige: Ja, kom her. Ja, gå derhen. Nej, kom ikke her. Nej, gå ikke derhen. Ifølge forskerne reagerede hundene rigtigt i mange af tilfældene. Ifølge forskerne viser forsøget, at mennesker kan give hunde simple beskeder alene med stemmen og tonefaldet, uden at hundene først har været trænet i forsøget. Når ejerne ville udtrykke 'ja' i stedet for 'nej', var deres stemme typisk højere, blødere og mere fast. Lydene var også kortere, kom oftere og blev sagt mere stille. Forskerne fandt desuden tegn på, at stemmeføringen kunne fortælle hunden, om beskeden handlede om 'her' eller 'der'. "Det her handler ikke om tricks eller indlærte kommandoer," siger studiets hovedforfatter Anna Gábor til pressemeddelelsen. "Det handler om et evolutionært gammelt kommunikationssystem, som vi deler med andre pattedyr - et system, der sandsynligvis er ældre end sproget selv." Studiet peger altså på, at hunde kan aflæse simple betydninger i vores tonefald, og måske har mennesker brugt den slags lyde til at kommunikere med dyr, længe før vi fik et egentligt talt sprog.