Hvorfor får flere unge tarmkræft? Forskerne oplister 5 mulige årsager
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
I februar døde den folkekære skuespiller James Van Der Beek, der nok især er kendt fra serien Dawson's Creek, som 48-årig af tyk- og endetarmkræft. Han er del af en kedelig tendens: at flere unge i vestlige lande får tarmkræft. I Danmark har der også været en stigning i antal unge med tyktarmskræft, viser to studier fra 2019 og 2020. Og i USA ser der ud til at være en alvorlig udvikling, hvor tyk- og endetarmkræft nu er den mest dødelige kræftform hos unge i landet. Men spørger man kræftlæge Lars Henrik Jensen, maner han til besindighed, når det gælder de danske unge. "Jeg synes ikke, man skal gå og bekymre sig, for det er stadig ganske sjældent hos unge," siger Lars Henrik Jensen, der er klinisk lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet samt cheflæge på onkologisk afdeling på Vejle Sygehus. "Men ved at kigge nærmere på den unge patientgruppe kan vi jo lære noget om sygdommen og se, om det kan have betydning for alle patienter." Selvom der ikke findes ét klart svar, har forskere undersøgt forskellige teorier bag stigningen. Dem gennemgår vi her: 1. Kræfttumorens placering Når man sammenligner de unge og de ældre patienter med tyk- og endetarmkræft, er det forskelligt, hvor kræftknuden ofte sidder: Hos de unge patienter opstår tyk- og endetarmkræft hyppigst i den venstre del af tyktarmen eller endetarmen, som studier har vist. Men hos patienter over 50 år kan kræften forekomme lige meget på den venstre og højre side. "Vi ved, at når vi bliver dannet som foster, er højre og venstre side af tyktarmen dannet forskelligt. Så vi ved, at der er biologisk forskel på højre og venstre side," siger Jon Kroll Bjerregaard, der er overlæge ved Rigshospitalets kræftafdeling. Derfor kan der være forskelle mellem, hvordan kræft i henholdsvis venstre og højre side har udviklet sig. Fordi tarmkræft ofte forekommer i den venstre side af tarmen hos unge, kan det indikere, at årsagen findes i tarmens mikrobiom - tarmbakterierne. Selvom der er store mængder bakterier i tyktarmen, så ændrer miljøet i tarmen sig gradvist fra højre mod venstre side. Når det bevæger sig mod venstre side, bliver afføringen mere koncentreret, og bakterierne ændrer sig. Derfor kan tarmcellerne blive udsat for andre bakterielle metabolitter (de kemiske stoffer, når bakterier nedbryder mad) og signalstoffer i den venstre del af tyktarmen og i endetarmen. Forskning tyder på, at nogle bakterier kan påvirke kræftudviklingen. I et kinesisk studie har vævsprøver fra patienter vist, at bakterien Fusobacterium nucleatum, som er blevet koblet sammen med tarmkræft, var mere fremtrædende i venstre del af tyktarmen. Et studie i Journal of the National Cancer Institute har også indikeret en mulig sammenhæng mellem tarmkræft og en mindre varieret mikrobiom i tarmen. "Der er helt klart noget biologi bag noget af det her. Om der er et samspil med vores mikrobiomer og udviklingen af tarmkræft er mere spekulativt, men ikke uinteressant," siger Jon Kroll Bjerregaard. 2. Vores kost Når man taler om årsagerne til tarmkræft, kommer man ikke udenom vores livsstilsfaktorer. Her taler man ofte om: 1. Ultraforarbejdet mad 2. Mindre fiber 3. Rødt kød Ultraforarbejdet mad er fødevarer som forarbejdede morgenmadsprodukter, frosne færdigmåltider, slik og sodavand, der har et højt indhold af mættet fedt, sukker, salt og tilsætningsstoffer. Netop de fire ting ser ud til at hænge sammen med at sænke de gode bakterier, som ellers opretholder tarmens barriere, pegede et studie foretaget på mus på. "Man kunne forestille sig, at jo mere forarbejdet maden er, jo lettere er det for bakterier at omsætte det," siger Lars Henrik Jensen. Et andet studie i BMJ Oncology med over 30.000 kvinder viste, at kvinder med et højt indtag af ultraforarbejdet mad kunne kobles til en 45 procent højere risiko for at udvikle forstadier til tyktarmskræft. Derudover er der fiber. Når korn bliver til ultraforarbejdet mad, skrælles det for fiber, som ellers kan være med til at beskytte tarmen for in...