Jeg lærte, hvad det vil sige at gå, da jeg så evnen forsvinde\nBevægelse og hukommelse hænger sammen\nVores gang er lige så unik, som vores fingeraftryk\nSanser, du måske ikke kender, gør os i stand til at gå\nVand smager sødere, når vi er tørstige\nGangområdet i hjernen multitasker for fuld blæs\nDen centrale stikkontakt\nHjernen udfordres, når du går, og det skærper tankerne\nRytmer får Parkinsonpatienter til at gå\nDet giver ro at gå

Der står Gert, midt i Netto, og han ved, han ikke kan flytte sig. Han prøver at løfte benet, men fødderne er som sømmet til gulvet. Ud af øjenkrogen ser han nogle mennesker og en ungarbejder stirre på ham. Benene begynder at dirre på en gang nervøst og anspændt og samtidig slapt og magtesløst. Ungarbejderen samler mod til sig, kommer over mod ham og siger med alvorlig mine: "Nu skal du da vist have taget din brandert med udenfor, makker". Gert er min tidligere patient og har den neurologiske sygdom Parkinson. Han, og andre i samme situation, åbnede mine øjne for, hvor kompleks gang er – noget, de fleste af os tager for givet. Cirka 9.000 gange om dagen sætter vi det ene ben foran det andet og tager et skridt uden at tænke over det. Den første og tydeligste følelse, jeg selv fik, efter jeg begyndte at studere sygdomme, der forstyrrer evnen til at gå, var overraskelse. Det skete i forbindelse med min ph.d. i 2021. For det viser sig, at gang er meget mere end en bevægelse af kroppen. Det skal mere forstås som en samtale mellem hjernen og kroppen, som begge har brug for. Og når den ene fejler, så lider den anden også. Jeg vil her dele mindst fem fascinerende egenskaber ved at gå, som i bedste fald vil give dig et nyt blik på de skridt, du tager ud i livet. I lang tid mente man, at det bevægelsesmæssige og hukommelsen ikke havde noget med hinanden at gøre. Men studier af gang og Parkinson viser os noget andet. Vi ved, at Parkinsonpatienters problemer med bevægelse først og fremmest skyldes tab af celler i hjernen, der har til opgave at producere dopamin. Og i anden række tab af celler, der virker med transmitteren acetylcholin – især midt i hjernen. Det er helt karakteristisk for Parkinson-patienter, at de ganske enkelt fryser fast i gulvet og står stille og løber på samme tid. De har en foroverbøjet holdning og armene hænger stift ned langs siden på dem. De falder bagover, fordi de ingen balance har, og de braser henover deres egne fødder, fordi hovedet vil gå, men glemmer fødderne. Desto klogere jeg er blevet på mekanikken, neurologien og æstetikken omkring at gå, jo tydeligere er det blevet for mig, hvordan Parkinson faktisk er et landkort over forbindelserne både i hjernen og mellem hjerne og krop. Vi er vant til at tænke på gang som noget, der foregår i benene. Og jo, det gør det skam også, men faktisk foregår det også hele vejen op og ned af ryggen. Skulderbæltet og hoften bevæger sig i antiparallelle ottetaller henover hver enkelt gangcyklus, og derudover svinger vi også armene for at holde balancen, især hvis vi skal gå eller løbe hurtigt. Ikke nok med, at alle de muskler, knogler og led skal koordineres konstant. Uanset om vi er på vej op ad alteret mod vores kommende ægtefælle, eller om vi er på vej ud på toilettet på grund af madforgiftning, så gør vi det faktisk også på hver vores helt individuelle og unikke måde. Så her har vores gang meget til fælles med vores ansigt eller fingeraftryk: Den er helt vores egen. Og derfor reagerer vi også med det samme, hvis ikke vi får lov at overholde vores egen rytme. Hvor irriteret bliver du, hvis du følges med nogen, der går hurtigere eller langsommere end dig selv? Det føles fremmed og forkert. Du kan selv prøve at rejse dig lige nu og gå lidt frem og tilbage med overkroppen og armene holdt lige ned langs kroppen. Det føles mærkeligt, gør det ikke? Der er noget, der ikke er rigtigt. Det er faktisk nogenlunde sådan, det er at have Parkinson. Gang er afhængig af flere sanser. Blandt andet følesansen. Vi tilpasser gangen efter underlaget – både det vi rent faktisk mærker, og det vi forventer at mærke. Det sidste kender du sikkert selv, hvis du nogensinde har prøvet at tage et skridt ned ad en trappe og næsten snubler over dine fødder, fordi der var et trin mindre, end du regnede med. En sans du måske ikke kender, er ledstillingssansen – den sans vi bruger til at afkode især vores arme, ben og hovedets placering i forhold til resten af kroppen. Den er så vigtig for vores gang og ba...