Spring til indhold
Kirkeruin fra nordboerne fundet i det sydlige Grønland - Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Kirkeruin fra nordboerne fundet i det sydlige Grønland

Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk

25. september 2026 3m
0:00 3m

Beskrivelse

Fundet af et skelet har ført til afsløringen af en hidtil ukendt kirke fra nordboerne i Sydgrønland, ikke langt fra Erik den Rødes boplads. Opdagelsen af kirken kan gøre forskerne klogere på datidens samfundsudvikling og magtforhold i Grønland og kan måske føre til flere grønlandske kirkefund i fremtiden, skriver Nationalmuseet i en pressemeddelelse. Fundet er gjort ved Qinngua nær Narsarsuaq i det sydlige Grønland. "Det er en sensation, som betyder, at vi skal gentænke hele områdets betydning for nordboerne. Kirkerne var nøglepunkter i nordboernes samfund, og de er derfor afgørende for at forstå, hvordan samfundet og især magten udviklede sig," siger seniorforsker på Nationalmuseet og projektets forskningsleder Chrisitan Edelfelt Koch Madsen i pressemeddelelsen. Det er mere end 60 år siden, at en kirke fra nordboerne – vikinger, der drog mod Grønland og bosatte sig – sidst blev opdaget i Grønland. Dengang var det dog en kirke fra den tidlige vikingetid. Den nyopdagede kirke er både større og har formentlig været anvendt op igennem middelalderen, hvilket fortæller om udviklingen i Grønland og overgangen mellem bygdens vækst og afvikling. Det vides endnu ikke med sikkerhed, hvor gammel kirken er. Men skelettet, der blev fundet ved kirken, er begravet med armene langs siden, hvilket tyder på, at begravelsen fandt sted i den tidlige middelalder, mens kirkens store størrelse og mange og delvist tilhuggede sten typisk kan dateres til tidsperioden mellem år 1100 og 1300. Det er en periode, som der ikke er synderligt meget viden om på nuværende tidspunkt. Ved kirken ligger der også to-tre gårde, hvilket kan tyde på begyndelsen af et lille landsbysamfund. Samtidig er fundet interessant, fordi kirken er fundet nær Erik den Rødes hovedsæde ved Brattahlíð. I det forholdsvis lille område er der fundet seks kirker, hvoraf kun tre fortsatte med at være i brug i middelalderen. "Det virker, som om at der i dette område nærmest var et kapløb om at bygge kirker og altså derved vise magt og position. Men nogle tabte sikkert kapløbet og blev – som denne kirke – måske opgivet. Det må mere forskning afsløre. Uanset betyder fundet, at vi må se området i et nyt lys og genoverveje nordboernes opbygning og magtstrukturer i middelalderen," siger Christian Edelfelt Koch Madsen. De arkæologiske undersøgelser er med til at give et mere detaljeret billede af livet for nordboerne fra år 980 frem til 1400-tallet, hvor samfundet kollapsede, og nordboerne forsvandt. Årsagen hertil har i årtier været et omdiskuteret mysterium blandt forskere.

Andre episoder fra Videnskab.dk - Automatisk oplæsning Se alle episoder →