Næsten halvdelen af handlede vilde dyr bærer på sygdomsfremkaldende smittestoffer
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Næsten halvdelen af de vilde pattedyr, der bliver handlet af mennesker, bærer på smittestoffer, som også kan gøre mennesker syge. Det viser ny forskning, skriver Nature på baggrund af et nyt studie i Science. Ifølge forskerne deler omkring 41 procent af de handlede pattedyrarter i studiet mindst ét sygdomsfremkaldende smittestof med mennesker. Til sammenligning gælder det kun cirka 6,4 procent af pattedyr, der ikke bliver handlet. Sygdomme, der kan smitte fra dyr til mennesker, kaldes zoonoser. Store sygdomsudbrud som HIV, Ebola og COVID-19 er ifølge forskerne blevet knyttet til handel med vilde dyr. I studiet, der omhandler 2.079 handlede pattedyrarter, peger forskerne på flere konkrete mønstre: Levende dyr giver større risiko for smitte end produkter som kød og skind Jo længere tid en art er blevet handlet, desto flere smittestoffer deler den i gennemsnit med mennesker Forskellen mellem lovlig og ulovlig handel er lille Ifølge forskerne tyder resultaterne på, at handel med vilde dyr kan øge risikoen for, at smittestoffer når mennesker. Studiet bygger på 40 års data fra tre store databaser over handel med vilde dyr. Databaserne har forskerne sammenholdt med en database fra 2021 over arter med kendte forbindelser til sygdomsfremkaldende smitstoffer. I alt indgår 2.079 handlede pattedyrarter i analysen. Forskerne lavede modeller, der blandt andet tog højde for arternes evolutionære historie, hvor tæt de lever på mennesker, og om de bruges som mad eller i forskning. "Man kan ikke bare sige til folk, at de skal lade være med at spise vilde dyr," siger virolog Arinjay Banerjee og tilføjer, at i det øjeblik man kommer i konflikt med kulturer, virker den politik ikke. I stedet peger han på bedre hygiejne og sikkerhed på markeder med handel af vilde dyr. Samtidig understreger forskerne, at vilde dyr ikke er den eneste kilde til smitte. Selv hvis handlen med vilde dyr stoppede, ville der stadig være stor risiko for sygdomme fra husdyr. Ifølge forskerne er studiet det første, der sætter konkrete tal på, hvor stor en rolle handel med vilde dyr spiller for smittestoffer, der kan føre til sygdom hos mennesker.