Nedlæg Aula? 5 forslag, der kan rette op på omstridt platform\n1. Færre beskeder\n2. Forventningsafstemning\n3. Klar kommunikationsplan\n4. Fokus på sociale skævheder\n5. Fasthold kommunikationen på Aula
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
Hvert eneste minut i timen mellem klokken 7.30 og 8.30 bliver der sendt godt 10.000 beskeder. Hver tredje dansker har en aktiv profil, og dermed er Aula en af Danmarks mest brugte platforme og fungerer som kommunikationsplatform for lærere, pædagoger, forældre og elever i skoler, SFO'er og daginstitutioner. Nu vil Moderaterne nedlægge Aula som svar på de PISA-resultater, der viser, at de 15-årige er historisk dårlige til at læse og regne. For Aula har taget overhånd, lyder det fra partiet. En af forskerne, der var konsulent på Aula-projektet under udviklingen af platformen, kan godt forstå, at kritikken er så massiv. "Grænserne mellem skolen og forældrene er blevet udvisket med Aula," siger Maria Akselvoll, der er sociolog og ph.d. i skole-hjem-samarbejde, til Videnskab.dk. Den direkte og hyppige kontakt mellem forældre og lærere på de fleste tider af døgnet har ændret hele kulturen omkring, hvordan skole-hjem-samarbejdet foregår. "Aula har accelereret krav til både forældre og lærere. Det er virkelig ærgerligt." Gevinsten ved Aula er svær at se, bemærker hun, for den er hverken synlig i PISA-tests, udviklingen i fravær, mobbetal eller i antal skoleskift. Videnskab.dk har talt med tre forskere, som her giver deres bud på forbedringer af det udskældte Aula. Alle tre forskere slår entydigt ned på, at den massive mængde beskeder er det allerstørste problem. "Det primære er, at der skal sættes nogle grænser for mængden af beskeder," siger Maria Akselvoll. Hun viste med sin ph.d. i 2016, at allerede Forældreintra - forløberen til Aula - havde accelereret informationsstrømmen og pålagde forældre en ny byrde. Byrden voksede med Aula. Og ikke kun for forældre, også for skoleledere og lærere. I 2019 var Det Nationale Stresspanels første af 12 anbefalinger til at nedbringe stress i samfundet at droppe Aula. Selv om der er lavet ændringer på platformen for at begrænse mængden af beskeder, er Maria Akselvolls helt klare opfordring, at antallet af beskeder skal meget længere ned. Der skal sigtes efter at holde det på et minimum, mener hun. Maria Akselvoll mener, at det kræver en ændring af kulturen, hvor forældre igen kan overlade mere ansvar for lektier og kommunikation med læreren til børnene, og at skolerne skal skrue ned for krav og information til forældrene. Aula fungerer både som en platform, hvor eleverne kan tjekke lektier og finde indhold til undervisningen, som opslagstavle for elever og forældre - og som en beskedtjeneste mellem skole, daginstitution, forældre og børn. Om Aula skal alt det, vil Maria Akselvoll ikke vurdere, men hun opfordrer til, at politikere, skoleledere, lærere og forældre sætter sig sammen og laver en forventningsafstemning. "Der burde ligeledes nedsættes en arbejdsgruppe af relevante fagfolk og aktører, som skal finde ud af, hvordan man på nationalt plan ændrer kulturen på Aula," siger Maria Akselvoll. Anette Grønning, lektor på Syddansk Universitet, bakker op. "Der skal laves en tydelig og klar forventningsafstemning, hvor parterne bliver enige om, hvordan kommunikationen skal foregå," siger Anette Grønning, som forsker i digital kommunikation, til Videnskab.dk. Hun kan ikke se idéen i Moderaternes forslag om, at det er den enkelte skole, der selv må finde ud af, hvordan og hvor meget Aula skal fylde. Uden retningslinjer kommunikeres der i blinde med konstante notifikationer, mener Anette Grønning. Begge forskere er for eksempel fans af at nøjes med at udsende et nyhedsbrev i slutningen af ugen som en slags ugeplan - der ikke skal besvares. Maria Akselvoll er til dels med på Moderaternes ide om at vende tilbage til kontaktbogen. "Man skal tænke helt grundlæggende: Hvor ofte er det rimeligt, at vi kontakter hinanden. Der kan man godt lade sig inspirere af kontaktbogen," siger hun med henvisning til, at kontaktbogen har nogle åbenlyse begrænsninger, der helt automatisk holder informationsniveauet nede. Når brugerne af Aula har forventningsafstemt, så skal der lægges en klar plan for kommunikationen. Anet...