"Supermærkeligt" fund i rummet: Astrofysikere er uenige om, hvad de har opdaget\nHvad har forskerne fundet?\nHvorfor er exomåner så svære at finde?\nNavnekrigen - hvad kalder man et tredjehjul?\nHvad betyder opdagelsen?

I mere end 30 år har astrofysikere fundet tusindvis af såkaldte exoplaneter - planeter uden for vores eget solsystem. Fundene har ændret vores billede af universet. Vi ved i dag, at planeter omkring andre stjerner ikke er sjældne, men snarere ser ud til at være en almindelig del af galakser som vores egen Mælkevej. Én type himmellegeme har forskerne dog stadig til gode at finde: En måne, der kredser om en planet uden for Solsystemet. I et studie, der netop er udgivet i tidsskriftet Nature, mener en gruppe forskere, at de kan være kommet et skridt nærmere. Hvis forskernes fortolkning holder, kan det være første gang, at astronomer har fundet en måne uden for Solsystemet. Men opdagelsen kommer med et stort forbehold. Selv forskerne bag studiet er nemlig forsigtige med at kalde objektet en exomåne. Det nyopdagede system, der går under navnet CD-35 2722, beskrives af studiets hovedforfatter, Kevin Hoy, som "supermærkeligt" sammenlignet med vores eget Solsystem. Systemet er nemlig bygget op som et hierarki i tre lag: 1. Stjernen. I centrum ligger en stjerne, som er omkring halvt så stor som vores egen Sol. 2. Den brune dværg. Rundt om stjernen kredser en enorm brun dværg - en slags 'fejlslagen stjerne'. Den er med en masse på mere end 30 gange Jupiters masse for tung til at være en planet, men for let til at kunne starte den kernefusion, der får en rigtig stjerne til at lyse. 3. Den mulige exomåne. Omkring den brune dværg kredser et objekt, der ifølge forskernes beregninger er næsten lige så massivt som Jupiter. Hvis objektet viser sig at være en måne, vil den være meget anderledes end de måner, vi kender fra vores eget solsystem. Her består de største måner som Jupiter-månen Ganymedes og Saturn-månen Titan af is, klipper og faste materialer, mens den mulige exomåne består af gas. Selvom studiets forfattere holder fast i, at objektets plads som "det tredje hjul i systemet" giver dem lyst til at kalde det en måne, er de varsomme med deres endelige konklusioner. I selve studiet understreger de, at der endnu ikke findes en bredt accepteret definition af, hvad en exomåne er. Derfor omtaler de flere steder objektet som en "satellit" - altså et himmellegeme, der kredser om et andet objekt - frem for direkte at kalde det en måne. Selvom astronomer efterhånden har fundet tusindvis af exoplaneter, har de endnu ikke med sikkerhed fundet én eneste exomåne. En af forklaringerne på det er, at måner er langt mindre end de planeter, de kredser om. Derfor efterlader de også langt svagere spor, som astronomerne kan måle. Når forskere leder efter fjerne planeter, bruger de ofte den såkaldte transitmetode. Her holder teleskoper øje med en stjerne og måler, om dens lysstyrke falder, når en planet passerer foran stjernen. Men hvor en planet kan blokere en tydelig del af stjernens lys, vil en måne typisk kun skabe en meget lille ændring. "Måner er meget mindre end planeter, så det er ultrasvært at finde de små måner. Det er svært nok at se jordlignende planeter," siger Lars A. Buchhave, der er astrofysiker og professor på Danmarks Tekniske Universitet. I det nye studie har forskerne heller ikke set den mulige exomåne direkte. I stedet har de målt, hvordan den brune dværg bevæger sig, og ud fra små ændringer i dens hastighed beregnet, at der må være et andet objekt i kredsløb, som trækker i den. Metoden kaldes radialhastighedsmetoden og bygger på, at et himmellegeme påvirkes af tyngdekraften fra et andet objekt. Jo mindre objektet er, jo mindre bliver denne påvirkning - og jo sværere bliver den at måle, forklarer professor Jes Kristian Jørgensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet. "Det vil sige, at man har behov for meget nøjagtige målinger med meget højere præcision," forklarer professoren, der forsker i dannelsen af stjerner og planeter. Diskussionen om det nye studie handler dog ikke kun om, hvordan astronomer kan opdage fjerne himmellegemer. Den rejser også et mere grundlæggende spørgsmål: Hvad er egentlig en måne? I vores eget So...