Vi bruger ikke sansen så meget - og nu går den langsomt tabt\nDuften af våd jord\nSådan lugter vi\nRod i generne\nTestet på oprindelige folk\nUsædvanligt velbevarede gener\nKan også gælde i Norge

Menneskets lugtesans har udviklet sig gennem tusindvis af år. Den er faktisk en af de ældste sanser i dyreriget. Nu mener forskere, at de har genetiske beviser for, at vores lugtesans har ændret sig, i takt med hvordan vi har levet, og hvad vi har spist. Ifølge et nyt studie har vores lugtesans spillet en stor rolle i menneskets udvikling. "I dag tænker vi, at lugtesansen er den sans, vi nok lettest kunne klare os uden," siger forsker Hanne Stensola ved Universitetet i Agder. "Men tidligere har den faktisk været afgørende for vores overlevelse." Studiet blev for nylig publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports. En af de dufte, som de kinesiske forskere var særligt optaget af, er duften af fugtig jord. Den har været vigtig for at finde den frugtbare, våde jord og dermed også den gode mad. Det gjaldt for eksempel forskellige typer svampe. Det at kunne lugte våd jord var også vigtigt for at finde vej i tætte skove, som for eksempel regnskoven. I dag har vi mistet meget af evnen til at lugte fugtig jord. Vi har ikke længere brug for den. De kinesiske forskere er gået genetisk til værks. De har set nærmere på de gener, der styrer vores såkaldte lugtreceptorer. Det er proteiner på overfladen af cellerne i næsen. De genkender og binder forskellige duftmolekyler i den luft, vi indånder. Når et duftmolekyle binder sig til den rigtige receptor, udløses en biokemisk proces, som sender nerveimpulser til hjernen. På denne måde lugter vi. Hanne Stensola fortæller, at vores gener ikke forsvinder, men at rækkefølgen i genkoden ændrer sig. Det skyldes mutationer, som ubemærket har sneget sig ind, ifølge hende. Mutationerne skaber rod i rækkefølgen. "Når det får lov til at stå på længe nok, forsvinder disse gener på befolkningsniveau," siger Hanne Stensola. "Men så har de også været uvigtige i så lang tid, at de sandsynligvis heller ikke bliver nødvendige i fremtiden." Hvordan kan forskere egentlig vide noget som helst om lugtesansen hos mennesker, der levede for tusindvis af år siden? Det kan de ved at se på generne hos oprindelige folk i Malaysia. De undersøgte personer fra Orang Asli-folket, som er den oprindelige befolkning i Malaysia, og som lever på forskellige måder. Orang Asli-folket består af tre hovedgrupper: Negrito lever stadig som jægere og samlere. Senoi lever i høj grad af svedjebrug og skifter mellem at dyrke forskellige planter. Proto-Malay lever hovedsageligt af traditionelt landbrug. Forskerne analyserede generne hos 50 personer fra alle tre grupper og sammenlignede dem med data fra mennesker over hele verden. De fandt, at negritoerne, som tilhører jæger-samler-gruppen, havde usædvanligt velbevarede gener for lugtreceptorer. Mens de fleste mennesker i verden har gener for lugtreceptorer med mange mutationer, som sandsynligvis svækker lugtesansen, havde negritoerne betydeligt færre af disse mutationer. Mange af dem havde også flere oprindelige varianter af visse gener for lugtreceptorer, hvilket kan have givet dem en mere nuanceret lugtesans. Da forskerne kun har undersøgt oprindelige folk i Malaysia, er det ikke sikkert, at det samme også gælder historien om den norske lugtesans. "Men lugt kan også have været vigtig for vores forfædre, før landbrugsrevolutionen kom til Norge," siger Hanne Stensola, som forsker i vores lugtesystem. Ifølge hende er lugtesansen stadig vigtig, blandt andet for nyfødte børn, der skal ammes, for vores følelse af tryghed og for, hvordan vi henter minder frem. Sidst, men ikke mindst har lugtesansen en social dimension. "Tænk bare på, hvor mange penge og hvor mange kræfter folk bruger på sæber, deodoranter og parfumer, og hvor pinligt det er at møde op med svedlugt til en sammenkomst," siger Hanne Stensola. Lugtesansen er også tæt forbundet med vores smagssans. Og mad er ikke bare føde for mennesker. Det knytter os sammen, ifølge Hanne Stensola. "Mad er samvær, delt glæde og kultur," siger hun. Og så er der de farlige situationer: "Vi har stadig brug for lugtesansen for at undgå fordær...