#64 - Sofie Mark levede med angst, men en dag kaldte Jesus igennem TikTok
Vejen til Jesus · Christine Bækkel Andersen
Beskrivelse
Sofie voksede ikke op med troen på Gud, men bar altid en fornemmelse af, at noget større fandtes. Hun oplevede en åndelig åbenhed, hvor skygger og en følelse af ikke at være alene prægede hendes barndom – ofte med frygt, især om natten. Ved sin konfirmation blev noget vakt i hende. En stille erkendelse af, at der måske var sandhed i budskabet om Jesus Kristus. Men efter festen gled det i baggrunden, og hverdagen tog over igen. Som 12-årig blev Sofie udsat for et traume, som satte dybe spor. Det udviklede sig til social angst, som blev en stadig større del af hendes liv. Hun kæmpede med frygt, og senere også symptomer som OCD og tics. Under corona blev angsten forstærket, og hun søgte hjælp, men bar stadig kampen med sig videre. Midt i det hele begyndte en ny længsel at vokse. Efter et brud og en tid derhjemme, stødte hun på kristent indhold på TikTok, det vakte noget i hende. Hun købte Bibelen, og begyndte at læse og længtes efter fællesskab. En søndag trodsede hun sin angst og tog alene ind i kirken Ark. Her blev hun mødt dybt personligt. Under lovsangen brød hun sammen i tårer – og noget i hende blev forandret. Sofie begyndte at søge sandheden i Jesus Kristus, og skridt for skridt oplevede hun frihed. Selv det, hun før var bundet af, mistede sit greb. I dag står hun på en rejse, hvor hun lærer at leve i den frihed, hun har fundet – med et hjerte, der søger Guds hellighed mere og mere. ✝️