Historiens farverige pirater: Hvad ved vi om sortskæg og de andre?

Når vi forestiller os en pirat, bærer han måske bandana under den sorte hat, flasher store guldøreringe, har et rødt skærf om livet, en klap for øjet og en papegøje på skulderen. En sminket Johnny Depp toner måske frem på nethinden som Jack Sparrow i filmserien Pirates of the Caribbean. Eller måske en skikkelse med træben eller klo. De farverige stereotyper stammer blandt andet fra den amerikanske illustrator Howard Pyle, der i starten af 1900-tallet tegnede piraten som figur med så stor overbevisning, at det lader til at have fæstnet offentlighedens forestillinger om, hvordan en rigtig pirat så ud. Pyle baserede sine illustrationer på skitser af romaer, han havde lavet på sine rejser i Europa, og trak på den ikonisering af piratens outfit, som havde udviklet sig igennem de foregående århundreders romaner og teaterstykker. Smykker og amputeringer Historikere kan dog ikke rigtig dokumentere udseendet i arkiverne. Intet tyder for eksempel på, at pirater havde nævneværdigt mange amputationer eller havde flere tropiske dyr end folk generelt i 1600-tallet. De kan dog heller ikke helt afvise ligheder med stereotypen, da nogle af sammenhængene virker både logiske og sandsynlige. De mange smykker kan have været en måde at holde sine rigdomme tæt på kroppen på for at undgå tyveri, og klappen for øjet kan have været ganske praktisk, når piraterne om natten skulle fra den oplyste kahyt og op på det buldermørke dæk. Det gav dem et øje, der allerede var vænnet til mørket. Amputeringer forekom sandsynligvis også, eksempelvis hos den franske pirat James Missons samarbejdspartner, den italienske præst og filosof Caraccioli, der mistede sit ene ben. Det minder os om, at historiske pirater sejlede under eksotiske himmelstrøg og bevægede sig i et farligt arbejdsmiljø med risiko for både liv og lemmer. Men faktisk er det uvist, om lige præcis de to nævnte herrer er mere end fiktive figurer. Den brutale kaptajn sortskæg Misson og Caraccioli optræder i den britiske kaptajn Charles Johnsons indflydelsesrige bog A General History of the Robberies and Murders of the most Notorious Pyrates fra 1724, som er lidt af en piratbibel. Den beskriver de angloamerikanske piraters guldalder fra omkring 1690-1720, er rig på fascinerende detaljer om deres ruter langs både trekantshandlen og den østasiatiske handel, deres togter og bytte, ja sågar deres levevilkår og kærlighedsforhold. Her møder vi alle de berømte historiske pirater som William Kidd, Henry Avery og Edward Teach. Kaptajn Edward Teach var også kendt under navnet Sortskæg. Han var den brutale piratkaptajn fra Bristol, der omkring 1716 hærgede især ud for den amerikanske østkyst ved North og South Carolina og i Vestindien ved Jamaica og Bahamas. I den periode var Caribien og den amerikanske østkyst centrale knudepunkter for pirateri sammen med Île Sainte-Marie, der i dag er kendt som Nosy Boraha nordøst for Madagaskar i Det Indiske Ocean. Søvejene her var centrale for den tætte skibstrafik, der servicerede europæiske handelsinteresser. Caribien på grund af blandt andet spansk, fransk, engelsk og dansk trekantshandel med sukker og slaver, og Det Indiske Ocean på grund af sin placering imellem Europa og asiatiske markeder for silke og krydderier. Sortskæg giftede sig 14 gange Kaptajn Edward Teach var en uforudsigelig mand. Under en drukaften i kahytten med et par af sine sømænd trak han pludselig to pistoler, pustede lyset ud og affyrede dem i blinde. Et af projektilerne borede sig ind i knæet på hans næstkommanderende Israel Hands og lemlæstede ham for livet. Ingen kunne vide sig sikker i hans selskab. Ifølge A General History forklarede kaptajnen, at han var nødt til at skyde nogen en gang imellem, så de ikke glemte, hvem han var. Sortskæg, den voldsomme, den dristige, den frygtede. Efter sigende giftede han sig hele 14 gange, og hans sidste brud, som han tog omkring 1717, var den kun 16-årige Mary Ormond, der var datter af en plantageejer i North Carolina. På bryllupsnatten skulle han ifølge legend...