Historiske månebilleder strømmer hjem til Jorden: Hvad kan vi bruge dem til?
Videnskab.dk - Automatisk oplæsning · Videnskab.dk
Beskrivelse
For første gang i knap 54 år har astronauter været helt tæt på Månen og fotograferet det golde himmellegeme både forfra og bagfra. Rumpiloterne har blandt andet oplevet og foreviget dele af Månens bagside, som ingen menneskeøjne tidligere har set. Der er billeder af både en jordopgang og en jordnedgang, hvor Jorden stiger op over og forsvinder om bag Månens overflade. Der er imponerende fotografier af en total solformørkelse set fra Månens bagside – det er første gang nogensinde at fænomenet opleves af mennesker. Og der er yderst detaljerede fotografier af et hav af kratere på Månens knoldede overflade. Men hvad er det egentlig for videnskabelige indsigter, vi får ud af de mange fotografier og observationer fra Artemis II-missionen? Det kigger vi nærmere på i denne artikel. Vigtig flødeskum Månen er fotograferet et utal af gange. Apollo-missionerne i 1960'erne og 1970'erne hjembragte stakkevis af billeder. Siden har en række rumfartøjer kortlagt og gennemfotograferet vores nærmeste nabo. Særligt NASA's rumsonde Lunar Reconnaissance Orbiter har knipset et hav af månebilleder siden 2009 og det i en opløsning, som er langt højere end de nye fotografier fra Artemis II. Sonden var også på arbejde, mens Artemis-astronauterne først på ugen gennemførte deres allerede berømte rundflyvning om Månen. Af samme årsag stiller mange spørgsmålet: Hvad får vi egentlig ud af at fotografere og observere Månen endnu engang? Som Chris Lintott, professor i astrofysik ved University of Oxford, for nylig sagde til BBC: "Værdien af de billeder, der kommer fra Artemis og besætningen er kunstnerisk, ikke videnskabelig." John Leif Jørgensen, professor i rumteknologi på DTU Space, er ikke uenig. "Artemis II-missionen er først og fremmest en testflyvning, der skal demonstrere, at alting virker, som det skal, og at vi kan sende astronauter ud til og ikke mindst hjem fra Månen sikkert og effektivt," siger han til Videnskab.dk. "De egentlig store videnskabelige landvindinger fra Artemis-missionerne kommer først, når vi får astronauter ned på Månen – forhåbentligt i 2028 – og siden etablerer en base deroppe." Billederne er flødeskum på toppen af lagkagen, fortsætter John Leif Jørgensen. "De er først og fremmest god reklame, og det skal man bestemt ikke kimse ad," siger han. "PR-værdien af billederne og live-kommunikationen med astronauterne er kæmpestor og på alle mulige måder vigtig for rumfarten. Det er jo enormt dragende og fascinerende billeder, og mange af os tænker, at vi da godt gad sidde der og opleve det, som astronauterne ser." "Det samler folk og vækker interesse for udforskningen af rummet." Et lille udpluk af Måne-billederne fra Artemis II-missionen kan ses her og her. Det menneskelige øje Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space, har fulgt Artemis II-missionen tæt siden opsendelsen lørdag 2. april. Nat efter nat er han blevet oppe for at følge med i de seneste live-opdateringer og pressebriefinger fra NASA. Han siger som John Leif Jørgensen, at hovedformålet med Artemis II-missionen er at teste og demonstrere, men peger samtidig på vigtige videnskabelige gevinster ved astronauternes observationer og fotografier. "Astronauterne er feltgeologer og vores allesammens øjne i rummet," siger han til Videnskab.dk: "Som Kelsey Young (planetforsker hos NASA og videnskabelig leder af Artemis II-missionen, red.) så rammende har sagt, er det menneskelige øje koblet til en trænet hjerne det bedste og mest nuancerede værktøj, vi har." Astronauternes iagttagelser skal ifølge Michael Linden-Vørnle ses som et vigtigt supplement til de mange data, vi i forvejen har fra diverse rumsonder. "Det er lidt ligesom, når man ser et eller andet storslået i naturen, en solnedgang for eksempel, og tager et billede af den med sin telefon. Bagefter tænker man altid, at 'det fangede bare slet ikke det, jeg så med mine øjne'," siger astrofysikeren. "Artemis II-astronauterne har fotograferet og oplevet Månen fra helt nye vinkler og set dele af Månen,...