Ifølge DNA-test er Lydia ikke mor til egne børn: Årsagen er en vild øjenåbner for forskerne\nEn fremmed iblandt os\nHar hun kidnappet sit barn?\nFrygter at miste sine børn\nForskere sætter spot på fremmed DNA\nEn anden mystisk sag\nGåden om Fairchild bliver løst\nFairchild bliver en øjenåbner\nKimære sagsøgte fertilitetsklinik\nFaderskabstests kan tage fejl\nVi udveksler DNA med fostre\nUnge piger kan også bære mande-DNA\nDNA fra søskende - eller ufødte børn

Amerikanske Lydia Fairchild var 26 år gammel, da en DNA-test væltede hendes liv omkuld. Hun og partneren Jamie Townsend var gået fra hinanden, og hun havde ansøgt om at få udbetalt sociale ydelser for at kunne forsørge sine to børn alene. Som en del af ansøgningsprocessen skulle parret gennemgå en rutinemæssig DNA-test for at fastslå, at Townsend vitterligt var faderen til børnene. Kort tid efter blev Lydia Fairchild indkaldt til et møde med de sociale myndigheder. DNA-testen havde bekræftet, at Townsend var far til børnene. Til gengæld påstod myndighederne, at Lydia Fairchild ikke var moderen. Først grinede hun lidt. Men hurtigt gik det op for hende, at det var alvor. Myndighederne troede ikke på, at hun var mor til de to børn, som hun vidste, at hun selv havde født. "DNA er 100 procent fejlfrit, og det lyver ikke," sagde en socialrådgiver til hende ifølge mediet Live Science. "Så hvem er du?" Vi er vant til, at DNA-tests kan fælde gerningsmænd og afsløre, hvem der er forældre til børn. Den gængse opfattelse er, at vi hver især er udstyret med et helt unikt sæt arvemateriale – DNA - som vi er de eneste i verden, der bærer. En slags genetisk kode, som findes i alle celler i vores krop. Men det er i stigende grad gået op for forskerne, at fortællingen om vores DNA ikke altid er så sort-hvid. Mange af os bærer rundt på bittesmå mængder af fremmed DNA i vores krop. Og i sjældne tilfælde kan hele kropsdele eller organer i vores krop være beboet af andre menneskers DNA, uden at vi aner det. Forskerne kalder fænomenet for kimærisme med et udtryk, som de har lånt fra den græske mytologi. Her var en kimære et væsen, som var en blanding mellem en løve, en ged og en slange. "I mange år afviste man, at fænomenet fandtes. Vi har en tendens til gerne at ville skære tingene ud i pap og lave simple kategorier. Men det er efterhånden gået op for os, at naturen og vores biologi er meget mere fascinerende end det," siger epidemiolog Gitte Lindved Petersen, som forsker i fænomenet ved Steno Diabetes Center og Københavns Universitet. For Lydia Fairchild var resultatet af hendes DNA-test begyndelsen på et længerevarende mareridt. I første omgang blev hun mistænkt for at ville snyde de sociale myndigheder og opfinde to børn for at tjene penge på dem. Efterforskningen afslørede imidlertid hurtigt, at de to børn rent faktisk boede hjemme hos hende. Men kunne hun have kidnappet dem? Eller kunne hun være en rugemor, som havde stjålet en anden kvindes børn? "Hun blev anklaget for alt muligt og fik en sag på halsen," fortæller Gitte Lindved Petersen, som har nærlæst Lydia Fairchilds historie. "Hun prøvede desperat at bevise, at det var hendes egne børn og fandt billeder af sig selv som gravid og fik faderen og en fødselslæge til at bevidne, at de havde været med til fødslen." Efter flere høringer i retten, frygtede Lydia Fairchild, at hendes børn ville blive taget fra hende. "Hver eneste dag følte jeg det, som om det ville være sidste dag jeg så dem," fortæller hun i et boguddrag, som er publiceret hos Live Science. "Jeg ringede til hver eneste advokat i telefonbogen. Ingen af dem troede på mig. Det var mit ord mod DNA. Det var mig mod alle andre." Mens sagen kørte, var Lydia Fairchild gravid med sit tredje barn. En dommer besluttede, at en observatør skulle være til stede ved fødslen og bevidne, at en DNA-prøve blev taget fra barnet lige efter fødslen. Prøven viste endnu en gang det samme uforståelige resultat. Fairchild var ikke mor til sit eget barn. I hvert fald ikke genetisk set. Lydia Fairchilds moderskabssag udspillede sig i begyndelsen af 00'erne, men en ny bog har sat fornyet fokus på hendes historie – og på det faktum, at vi alle sammen i mere eller mindre grad kan bære rundt på andre menneskers DNA. Som små blinde passagerer i vores krop. Når vi bærer på bittesmå mængder af fremmede menneskers DNA, kalder forskerne fænomenet for mikrokimærisme, og det er netop temaet på en forskningskonference i Østrig i denne uge, som Gitte Lindved Peters...